Stjernen i Blidstrup

Morsø Provsti

 

Havnegade 2, 1. sal Telefon: 97 72 20 30

7900 Nykøbing Mors Mail: morsoe.provsti@km.dk

 

Stjernen i Blidstrup

 

I koret i Blidstrup kirke hænger en særlig mangetakket stjerne. Den er lavet af en mængde glasstykker indfattet i bly, og mere end 150 år gammel. Stjernen er skabt af glarmester Carl Friedrich Daniel Langbein, der fik borgerskab i Nykøbing 1836. I 1840 blev han gift i Nykøbing kirke med Jensine Bonne. Hun var datter af Edild Marie Riis og styrmand Chr. H. Bonne, familierne var knyttet til Blidstrup og Lund. Måske derfor hænger Langbeins stjerne i Blidstrup. Han vandrede rundt på øen for at udføre sit arbejde, bl.a. til de store herregårde for at sætte ruder i, og på Dueholm mødte han Jensine, der var husjomfru. Det var lange vandreture – men intet mod den strækning, han havde tilbagelagt, inden han nåede til Mors.

 

Langbein blev født 1806 i Neudamm, 17 km. nordøst for fæstningen Küstrin i Vestpommern. Byen hedder i dag Debno og ligger i Polen, lige ved Oder og grænsen til Tyskland. Fæstningen var 1806-1814 besat af Napoleons styrker, og ligesom ved senere krige var området hårdt ramt af krigshandlingerne. Carl blev sendt til landsbyen Blumberg, hvor hans onkel var skolemester. Han voksede op her, idet hans mor og far døde hhv. 1813 og 1814. Efter skoletiden kom han i lære i Küstrin hos glarmester Lischke, hvor han fik svendebrev 1827. Derefter vandrede han ud i verden. Arbejdede hos forskellige mestre undervejs: Landsberg, Potsdam, Magdeburg, Hildesheim, Hamburg. Han nåede til Mölln i Holsteen, her lærte han at lave blyarbejde hos glarmester Schumacher. Siden kom han til hhv. Slesvig, hvor han lærte tegning, til Lübeck og til Flensborg, hvor han arbejdede i to år hos Friederik v. Hallen. Her lærte han dansk. Siden gik turen videre nordpå, til han omkring 1833 nåede Mors.

 

Udover at sætte ruder i og lave forskelligt blikkenslagerarbejde, lavede glarmester Langbein det fineste kunsthåndværk: Spejle, billeder, æsker, skilte, lygter og lamper – og stjerner.

Stjernen i Blidstrup er den fineste af de kendte eksemplarer, den med de fleste takker og flest stykker glas. Den har form som en Herrnhuter-stjerne, bestående af en krop i form af en rombekube med mange takker, både med tre og fire sider.

 

Herrnhut ligger i Sachsen tæt ved grænsen til Tjekkiet. Byen har lagt navn til Brødre-menigheden, som udsendte missionærer herfra fra 1700-tallet. I Danmark kender vi især Herrnhuterne fra Christiansfeld. Når forældrene drog ud som missionærer, blev børnene anbragt i internat. Fra sådan et, Unitäts-Knabenanstalt i Niesky, kendes den første stjerne. Den blev ophængt i anledning af internatets 50 års jubilæum ved Helligtrekonger i 1821. Denne første stjerne havde 110 takker. Herfra bredte stjernen sig til andre internater, blev sat i produktion og snart solgt også til en række menigheder og kirker, der støttede missionen uden nødvendigvis selv at tilhøre bevægelsen. Stjernen blev hængt op til advent, og symboliserer Betlehemsstjernen. Den produceres stadig i Herrnhut i hundredtusindvis pr. år og i over tres forskellige modeller i papir eller kunststof og beregnet til lys.

 

I Blidstrup skinner lyset udefra i Langbeins farvede glas. Glarmesteren har nok set den særlige stjernemodel på sin vej gennem Tyskland. Herrnhuter var han ikke, men barnebarnet pastor Carl Langbein Toft har siden fortalt: ”Han var en from mand. Hans forståelse af menneskelivet var den, at gudsfrygt og nøjsomhed skulle præge livet. Om morgenen meget tidlig, inden han begyndte på sit værksted, sang han sin morgensalme og læste et stykke i bibelen.” Dermed fulgte han sin onkels afskedsord til ham ved afrejsen fra Küstrin:

”Rejs med Gud, så vil det gå godt”.

 

Kilder:

Carl Langbein Toft: Spejlbilleder – glarmester Langbein (Jul på Mors, 2006)

Wikipedia: Diverse artikler.

 

Forfatter:

Susanne Overgaard, 2013

 

Copyright © All Rights Reserved