Duen i våbenet

Byen Nykøbing voksede frem i løbet af 1200-tallet i det lavtliggende område ved åens udløb i den beskyttede naturhavn. De ældste spor af by har arkæologerne fundet omkring det nuværende Ringsgade og Østergade/Nørregade. Nykøbing nævnes første gang på skrift i 1299.

Senere kaldes åen Helligåndsåen efter den stiftelse, Helligåndshuset, der lå bag det nuværende Rådhus. Helligåndshuse var stiftelser, der havde til formål at optage og pleje syge, fattige og gamle samt at huse rejsende. Helligåndshuse blev med inspiration fra det øvrige Europa og Jerusalem etableret i danske købstæder fra midten af 1200-tallet.

Gammelt kort over Nykøbing Mors med en rød cirkel, der markerer Helligåndshuset

Duebrødrene

Hvornår Helligåndshuset blev stiftet i Nykøbing vides ikke bestemt, men det blev stiftet af byens borgere og de ældste skriftlige kilder viser, at det findes i første halvdel af 1400-tallet.

Helligåndshusene blev drevet af såvel verdslige som gejstlige brødre og søstre. I Danmark blev disse kaldt for duebrødre, fordi duen er symbol for Helligånden. Det blev ofte brugt i bl.a. Helligåndshusenes segl.

Klosteret på Dueholm

Omkring 1369 grundlagdes et Johanniterkloster på Dueholm, nabo til byen, udenfor bygrænsen.

Stednavnet skal ikke forklares som en holm med mange fugle, men derimod med, at due eller dye er et gammelt ord for dynd – altså en holm i et fugtigt område.

Dueholm Kloster var viet til Skt. Johannes og Maria Magdalene, og det havde sit eget segl med sidstnævnte. Aldrig et våben med en due.

Byen får Hospitalet tilbage

Hospitalets oprindelige formål blev forsømt, hævdede borgerne i hvert fald i tiden inden Reformationen. I 1527 gik de til kongen, Frederik I, med en kraftig klage over forholdene. Og de bad om at få deres tidligere rettigheder tilbage. Det fik de i januar 1528: Helligåndshuset med alt dets gods, rente og rettighed – til omsorg for fattige og syge mennesker.

Efter Reformationen, i 1546 blev også Helligåndskirken af Christian III overdraget til byen til brug for denne som rådhus.

Fra 1556 kendes den ældste udgave af Nykøbings signet og våben med Duen.

Byvåbenet

Nykøbings byråd blev nedlagt, og borgmesteren sat fra bestillingen i 1682. Enevælden var blevet indført.

Det varede til 1837, hvor Købtadsloven medførte oprettelse af egentlig byråd igen. Byfogeden, den kongelig udnævnte var dog også efter Grundloven af 1849 leder af rådet, borgmester, politimester og dommer indtil 1921.

Byen fik sit eget våben – igen med duen, nu på en blå baggrund, der symboliserede fjorden, og på en grøn gren, den frugtbare ø.

kommunevåben med en hvid due siddende på en brun gren med rød baggrund

Nabostrid

Johanniterklosteret var en del af en slagkraftig international ridder- og hospitalsorden, og blev ret hurtigt en stor ejendomsbesidder og magtfaktor lokalt. Klosteret havde interesser i købstaden, gejstlige såvel som økonomiske. Johanitterne opførte i første halvdel af 1400-tallet et kapel ved siden af Helligåndshuset og tiltog sig retten også til Hospitalet. Det medførte strid mellem kloster og by oveni andre sager om skel og ejendom.

2 segl med en due i midten og tekst rundt om, der siger Nyekøbing Morsøes Seigl 1556

Bybrand

I 1560, dagen før Kristi Himmelfartsdag, brændte Nykøbing ”på 14 ejendomme nær”. Både Helligåndshospitalet og -kirken blev ødelagt.

Rådhuset blev genopbygget på samme plads og stod indtil slutningen af 1600-tallet, hvor det var gået i forfald – og byens styre i øvrigt nedlagt med Enevældens indførelse.

Hospitalet blev opført på nyt sted, nedenfor Kirkeholmen. Herfra blev det senere flyttet til sin nuværende beliggenhed i Toftegade 13.

Byvåben med en hvid due siddende på en grøn gren med blå baggrund

Kommunevåbenet

Ved kommunalreformen i 1970 blev Morsø 15 landkommuner og købstaden Nykøbing sammenlagt til Morsø Kommune.

Det ny kommunale våben rummer fortsat Duen, baggrunden blev rød.

Siden er duen også blevet til logo, på orange bund, i en ”designmanual” fra 2015-16.

Noget om

Pinse, Helligånd

og Diakoni

Pinse

Ordet har oprindelse i græsk ”pentecosta”, der betyder halvtredsindstyvende.

Pinsen falder 50 dage efter Påske, efter Jesu død og opstandelse.

Her kom Helligånden til de modløse disciple: ”Tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige”.

Pinsen kaldes Kirkens fødselsdag, det blev muligt at udbrede evangeliet til alle folkeslag, og skabe fællesskab.

Billede af himlen over prædikestolen i Nykøbing Kirke, hvor en due med udbredte vinger ses

Helligånden

Ordet er oversat fra latin ”spiritus sanctus”, der kan betyde både ånd, vind, luft og ånde.

Helligånden beskrives især med naturelementer: Ild, vand, vind. Det er en måde at beskrive åndens nødvendige tilstedeværelse i verden, og samtidig dens ubegribelighed og mangfoldighed.

Det mest brugte billed-symbol for Helligånden er Duen.

Inden korsfæstelsen og opstandelsen siger Jesus, at når han ikke længere er fysisk til stede, kommer Helligånden i stedet og fører hans gerning videre. Gud er til stede i form af Helligånden i menigheden og skaberværket.

Helligånden kan ikke ses, men den kan mærkes. Helligånden kan ikke forklares, men skinner igennem i tro, håb og kærlighed.

Diakoni

Ordet diakoni kommer fra græsk "Diakonia", der betyder tjeneste.

”Diakoni er kirkens omsorgstjeneste. Det er evangeliet i handling og udtrykkes gennem næstekærlighed, inkluderende fællesskab, værn om skaberværket og kamp for retfærdighed”. (Den norske kirke)

Guds-tjeneste og menneskers tjeneste, kristne forpligtelse og ansvarlighed for medmennesket hænger sammen. Det har de gjort, siden de første kristne menigheder blev grundlagt og organiseret.

Diakoni er formidlingen af Guds kærlighed i ord og handling. Diakoni er at række den kærlighed videre, som vi selv har fået givet.

Tekst og fotos: S. Overgaard